Midt i byens travlhed er kioskerne et sted, hvor der altid er tid til en sludder med dem bag disken. Et sted, hvor de kender den slags smøger, du altid ryger.

Men måske er tiden ved at løbe fra dem?

Vi har besøgt Marianne Søgaard Jakobsen hos Centerkiosken i Hammel og Morten Teglbrænder hos Tanken i Aarhus for at finde ud af, hvorfor de brænder for at drive netop en kiosk. Vi har også spurgt deres kunder for at høre, hvad de især mener, deres lokale kiosk er god til.

Af Clara Ørsted Larsson, Liv Cramer Agerslet & Regitze Daubjerg

KL. 09.30 – I CENTERKIOSKEN  

Marianne Søgaard Jakobsen står bag disken på en stille tirsdag morgen i Centerkiosken i Hammel. Over hende breder de velkendte toner af julemusik sig fra højtalerne og ud i lokalet.  

I kiosken kan man få alt, man skal bruge – og mere endnu. Fra printerpapir over japansk slik og sodavand til tyske popmagasiner. Cigaretterne er gemt væk bag et sort forhæng, og mellem en varmeplade med lune grillpølser og en montre med romkugler står kasseapparatet.  

Og her er Marianne, som er kioskens bestyrer, til at finde det meste af sin dag. For hun vil hellere stå bag kassen, end at sidde omme i baglokalet foran en skærm.  

Hver eneste gang en kunde træder ind ad de automatiske døre, bliver de mødt af et højt ”goddav” og et stort smil mellem de lyse krøller. 

“Der er en masse administrativt arbejde i en drive en kiosk, og det siger mig ikke særlig meget. For det er kundekontakten, jeg har forelsket mig i,” forklarer Marianne. Hun smiler bag de store briller, mens hun retter lidt på skrabelodderne foran disken.  

I kioskens hjørne kan man træde ind i et mørkt lokale, hvor alle fire vægge er dækket af lysende og larmende spilautomater. Der ligger laminerede sedler klar til spillere, der kommer senere på dagen, så de allerede nu kan reservere nogle af automaterne.  

Marianne har arbejdet i kiosken så længe, byens borgere kan huske. For mange er hun gennem årene blevet synonym med Centerkiosken. Men hun står ikke alene bag disken.  

Fra baglokalet kommer en ung pige i start tyverne med det samme blonde hår som Marianne til syne. Hun får et klem på skulderen af sin mor, da hun kommer ind, og hun sender os et forsigtigt smil.  

Mariannes datter, Anne Elmstrøm Jakobsen, har arbejdet i kiosken i knap fem år. Først nogle få timer om ugen ved siden af sin skole. Nu er det gerne mellem 20 og 30 timer om ugen, inden hun til sommer starter på studie i Aarhus.  

I begyndelsen ville Anne allerhelst stå ude bagved og sortere pakker. Hendes mors afslappede tilgang til en travl butik havde hun ikke arvet, og hun brød sig faktisk slet ikke om den kundekontakt, som Marianne holder så meget af.  

Men det ændrede sig efter en masse timer bag kasseapparatet.  

”Hun er jo blomstret helt vildt, og hun er rigtig god til kunderne. Jeg får meget ros for hende, fordi hun er utrolig behagelig og meget, meget sød,” siger Marianne, og smiler stolt: 

”Det betyder bare alt.” 

KL. 10.00 – PÅ TANKEN  

Da vi træder ind ad døren på Tanken i Aarhus, er der helt fyldt i det lille lokale. Langs væggen sidder en gruppe af seks unge kvinder badet i orange og blåt skær fra neonskiltet på væggen. På bordet står kopper med filterkaffe og tallerkener med BMO’er (Bolle Med Ost) – den såkaldte ”morgen kombi”. 

Udover gruppen sidder to unge mænd med hver sin Odense Classic. I vinduet er der rækker af billedmagasiner, som gæsterne kan læne sig tilbage i sædet og bladre igennem til tonerne af blød jazz.  

Bag disken står Bertram Blossom og skænker kaffe. Siden sommeren har han arbejdet her på deltid ved siden af sit studie. Før arbejdede han på en bodega i byen, og imens kom han på Tanken så ofte, at han spurgte dem, om han ikke kunne arbejde der i stedet. Nogle gange ser han sine tidligere stamkunder fra baren lægge et visit forbi.  

Da medejer Morten Teglbrænder kommer ind, hilser og smiler han til gæsterne i caféen. Sammen med Bertram gennemgår han hurtigt planerne for aftenens arrangement, hvorefter han vender sig mod os, stadig smilende bag fuldskægget. 

Med en orange tophue og en ternet uldcardigan går han næsten i et med stedets indretning. 

På Tanken bliver man taget tilbage til 1960- og 70’ernes retrostil med neonlys og små, finurlige detaljer, der fanger ens øje lige meget, hvor man kigger hen. Bag lågerne i kølediskene er der rækker af økologiske sodavand og øl fra mikrobryggerier. Men der er også farvestrålende dåser af Cocio, Orangina og Pepsi. Man opfordres til at hente de drikkevarer, man godt kunne tænke sig, selv. 

Interiøret er med vilje stærkt inspireret af denne nostalgi, fortæller Morten os. For det er netop dette skel, Tanken spiller på. Forholdet mellem det velkendte og hjemlige og det friske pust. Den traditionelle kiosk på hjørnet, som vi alle kender, men fortolket og præsenteret i farverige omgivelser. 

Morten beskriver sig selv som et bodegamenneske, og Tanken er derfor inspireret af kvaliteterne i de brune værtshuse, men hvor man bliver taget syd over grænsen til det farverige Berlin, der er prydet af de tyske Späti, der ofte er åbne på alle tider af døgnet: 

”Mange af os var ret vilde med det der heldagskoncept, som er lidt noget andet, end hvad der ellers ligger i midtbyen – hvor det både er en butik og en kiosk.” 

Inspirationen til Tanken har Morten også hentet fra, da han boede på Trøjborg, hvor han boede ovenover en kiosk. Han fortæller, at han blev helt vildt tæt med Musta, der ejede kiosken.  

”Musta vidste, hvilke cigaretter vi røg oppe i lejligheden. Og vi kunne altid lige få en ekstra pose chips med oveni, hvis vi var nede og købe øl til en fest”, fortæller han og griner let.  

Den her uformelle og familiære nærhed håber Morten, at man også kan finde på Tanken. At man kan sænke skuldrene helt, når man synker ned i sofaen indenfor i varmen.  

På Tanken skal både børnefamilien kunne sætte sig og nyde en morgenmad i timevis, men den studerende skal også have mulighed for hurtigt at smutte forbi og købe lidt slik på vejen hjem fredag eftermiddag. Men dørene er stadig åbne sent på aftenen, hvor Tanken også bliver en del af Aarhus’ natteliv: 

”Vi ville gerne lave noget, der var for alle. Et sted, hvor folk kan sidde og hygge og komme hinanden lidt ved.

Kl. 10.50 – I CENTERKIOSKEN

Inden middag begynder der lige så stille at blive travlt i kiosken. Selvom de fleste kunder kommer for at hente pakker eller spille lotto, køber flere også snolder, smøger eller noget at drikke med hjem. Alle hilser Marianne igen, om så de bare går videre forbi disken for at komme hen til pakkeshoppen bagerst i lokalet.  

Vi møder stamkunden Arnold Berner i café-området ved siden af kiosken. Foran sig har han en parisertoast og en dampende varm kop kaffe med “bedøvelse”, hans kælenavn til mælk. Han sidder på sin elscooter, der er pyntet op til højtiden med julelys omkring styret.   

Arnold er pensionist, og hver morgen mødes han sammen med en lille gruppe ude foran kiosken, når den åbner. De mødes til en kop kaffe, en smøg og en snak. 

Efter han mistede sin kone for otte år siden, har han manglet en grund til at komme ud ad døren hver morgen.  

“Det er bedre at komme her end at sidde derhjemme alene foran tv’et”, siger han.  

Gruppen kan særligt godt lide at komme hos Marianne i Centerkiosken, for her er der plads til sjov og ballade – og der er altid god stemning. 

“Vi ville ikke få lov til at gøre, som vi gør her, andre steder”, siger Arnold grinende.  

Og hvis de på et tidspunkt ikke længere kan komme i Centerkiosken, så ved de simpelthen ikke, hvor de så skal gå hen. 

Men Arnold og vennerne er ikke de eneste, som har kiosken som et stamsted. Samtlige kunder er på fornavn med Marianne – og omvendt. Det er vigtigt for Marianne, for her skal en kunde føle sig som mere end blot en kunde. 

”Centerkiosken er sådan et sted, hvor folk kommer hen, hvis der er sket et eller andet i deres liv. Vi lytter til deres problemer, hjælper så godt vi kan, eller giver et kram. Vi er psykologer, vi er socialrådgiver… ja vi er lidt af det hele,” fortæller Marianne os grinende. 

 

TANKEN – Kl. 12.30

Efter morgenens jag er der nu næsten tomt på Tanken, og Bertram har ikke mange kunder tilbage at betjene. Den eneste tilbageblevne gæst er hans veninde og bofælle Nanna Kaalund Buck, der sidder foroverbøjet over sin computer i stor koncentration med en dampende varm kop kaffe ved sin side.  Hun er i gang med at skrive eksamen på sit studie, og derfor har hun valgt at sætte sig her – hvor der er rigeligt med kaffe på kanden og godt selskab til at distrahere, når eksamensskrivningen trækker tænder ud.  

Selvom der virker stille, er tid til at hygge noget, Morten sætter meget pris på, man også kan, når man arbejder på Tanken. Særligt efter weekendens ofte travle dage.  

”Ofte så går dagen bare ud på at snakke med mennesker, og have en god dag hernede, og holde det hele fyldt op og i gang,” fortæller Morten. 

Kl. 14.15

Hen på eftermiddagen begynder der så småt at komme flere gæster. I en krog bagerst i lokalet sætter de to kusiner, Alma Hjelholt og Liva Simmelensgaard sig. De drikker begge Maté Maté, som er en brusende, koldbrygget te, der oprindeligt stammer fra Latinamerika. Almas pels hænger over stoleryggen, og de to kusiners samtale bliver ofte afbrudt af højlydte grin mellem dem. 

Alma fortæller, at hun af og til kommer på Tanken, men det er første gang, hun er her i dagslys. Hun kigger hen på væggen, hvor der hænger et klistermærke af det band, hun synger og spiller trompet i. Bandet deler klistermærker ud til deres koncerter, og de to kusiner undrer sig over, hvem der mon har klistret det op på Tanken.  

Kl. 15.30

Ude foran Tanken sidder to unge mænd, Oscar Emil Carlsen og Sander Nyboe under varmelamperne. De burde egentlig gå rundt i gaderne og kigge på plakater til et skoleprojekt på deres gymnasium, men i stedet er de endt her, med hver sin øl stående på bordet foran sig. Det er langt fra første gang, de er her. Sammen med deres venner kommer de ofte for at få et par øl, inden de tager videre ud at danse. Det er så ofte, at de er begyndt at lære personalet lidt at kende, selvom det hele bliver lidt sløret, når de har været forbi, fortæller de grinende. For dem er Tanken også et sted, hvor de kan komme og møde nye mennesker: 

“Sidste weekend endte vi med at sidde med et helt firma ved bordene ude bagved”.  

Selvom Tanken beskriver sig selv som en kiosk, er det dog ikke sådan, de to unge mænd ser den. De stopper sjældent hurtigt forbi, og bruger ofte flere timer på at hygge og drikke nogle øl eller vodka maté maté, da det er det eneste sted i byen, hvor det bliver serveret.  

KL. 13.00 – I CENTERKIOSKEN

Da vi kommer tilbage til Centerkiosken i Hammel efter middag, er stamgæsten Arnold der igen. Han hilser og spørger med et glimt i øjet, om vi nogensinde skal hjem igen. Han er lige stoppet forbi for at drikke endnu en kop kaffe, inden han skal passe sin nieces børn.  

Da Arnold er kørt væk, er klokken ved at nærme sig to om eftermiddagen. Men på trods af den klassiske eftermiddags-hverdags-travlhed, som er ved at sænke sig over kiosken, har en anden af stamkunderne alligevel tid til at tale med os. Især da hun hører, vi gerne vil tale om Marianne. Helle Svantermann Nielsen er tidligere frisør, nu hjemmegående, og kommer ofte i kiosken. Hun er født og opvokset i Hammel, og har et tæt forhold til kiosken. Et forhold, der har varet næsten hele hendes liv.  

“Kiosken og Marianne betyder meget for byen. Det er byens hjerte,” fortæller hun med stor oprigtighed.  

For Helle er det vigtigt at bruge kiosken, og hun prioriterer at gå ned til Marianne, fremfor hen til supermarkedet på den anden side af torvet:  

”Jeg tænker meget over at bruge kiosken fremfor Brugsen – for de skal nok klare sig,” siger hun og kigger alvorligt ud gennem de store, runde briller, der hviler på næseryggen. 

Kort efter er kiosken næsten fyldt op, og en kø har formet sig foran disken.  

Ud fra menneskemængden kommer Mathias Pedersen forbi for at tale med os. Han er kommet direkte fra arbejde for at hente en pakke, der skal være en julegave til sin søster. Mathias har sabbatår nu, men ligesom mange andre af byens unge arbejdede han i kiosken i løbet af sin gymnasietid. Med hænderne i lommen og et skævt smil fortæller han os, at der er en helt særlig stemning i kiosken. Det skyldes især, at han altid støder ind i nogen, han kender, når han svinger forbi. Og det oplever han ikke nogen andre steder. 

SAMMEN OM LANGBORDENE

Når vi spørger Morten, mener han, at de med Tanken har ramt noget helt særligt. Sammen med tre kammerater åbnede han stedet i maj 2023. Med missionen om at skabe et sted, hvor alle bliver taget imod med åbne arme. Et sted, som alle i lokalområdet kender.  

”Det behøves ikke være; ’ vi tager i byen og skal ud at sidde på en fancy cocktail restaurant’. Hvilket også er fedt, men nogle gange vil man bare tage en øl i køleskabet og sætte sig ned og hygge med sine venner. Og så er det fedt at kunne levere det.” 

Morten fortæller, at Tanken er sæsonpræget, og den særligt blomstrer op, når solen kommer frem. Om sommeren bliver langbordene fundet frem, og flokke af tørstige aarhusianere samler sig omkring dem.  

”Folk er vildt gode til bare at sætte sig sammen hernede, og de giver plads til hinanden. Er der to, der lige mangler plads, så er der nok fire, der lige kan rykke sammen”, fortæller han. 

ET HJERTEBARN

Selvom kiosken i dag beskrives af kunderne som en uundværlig del af Hammel, måtte den dreje nøglen om tilbage i 2021.   

Marianne husker tilbage på den onsdag formiddag i august, hvor kioskens tidligere ejer og en kurator træder ind i lokalet. Firmaet bagved er gået konkurs, kiosken skal lukke, og Marianne og resten af medarbejderstaben fritstilles.  

Og selvom Marianne og kollegaerne naturligvis bliver kede af det, bliver hun mest af alt gal.  

Gal over, at hendes elskede kiosk er blevet kørt i seng efter mere end 40 år i Hammel.  

Gal over, at hun og hendes mange kollegaer nu står uden job. 

“Kiosken er jo ligesom mit hjertebarn, det er mit andet hjem.” 

Der skal dog ikke mere end et døgn til, før hele tre jobtilbud lander i Mariannes indbakke. Og når vi spørger hende, er hun ikke i tvivl om hvorfor.  

”Det er jo, fordi de kender mig – de ved, hvem jeg er, og hvad jeg står for.“  

Marianne er dog helt klar i spyttet overfor sine nye potentielle arbejdsgivere. Hvis hun får mulighed for at komme tilbage til Centerkiosken, gør hun det. For det er dér, hun hører til.  

Og til Mariannes store lykke opstår muligheden kort efter, hun har underskrevet en ny ansættelseskontrakt. Centerkiosken genopstår, og Marianne bliver tilbudt at bestyre kiosken på egen hånd. 

 Hun tvivler ikke et sekund, før hun takker ja. 

 Efter tre lange uger skal hun hjem. 

HVAD TÆNKER DU?

For at høre jeres tanker om jeres lokale kiosk har vi lavet et spørgeskema, som vi både har hængt op i kiosker i Aarhus og delt på sociale platforme, herunder Centerkioskens Facebookprofil.  

Nogle af de svar, vi allerede har fået, kan du læse nedenfor: 

Hvis du kunne tænke dig at bidrage til artiklens videre liv, må du gerne svare på spørgeskemaet her.

EN ARBEJDSDAG SLUTTER, EN ANDEN BEGYNDER

Klokken rammer tre, og Marianne tager sin jakke på, og samler sine ting fra sammen fra baglokalet. Kiosken er godt fyldt op med kunder, der henter pakker og klarer andre praktiske gøremål på vej hjem fra arbejde. Marianne hilser kort på aftenholdet, som netop er mødt ind, inden hun tager den korte gåtur hjemad gennem decembers tusmørke.   

Knap en time senere træder Morten ind på Tanken. Kioskens borde fyldes lige så stille op. En gruppe unge kvinder har netop taget plads langs væggen, og den ene af kvinderne går op til baren og bestiller en fadøl og en BMO til hver. Deres sniksnak og grin hen over bordet blander sig med resten af stemmerne i lokalet.  

Morten er fast inventar på Tanken onsdag eftermiddag og aften, for om få timer går den ugentlige quizaften, Tænketanken, i gang. Ligeledes kommer kioskens løbeklub, Tanken Runners, snart forbi. De løber hver onsdag, og ofte ender de omkring bordene over en flaske øl eller en kop kaffe til det halve af prisen.  

Kl. 18.00

Mens Morten og hans personale forbereder sig på endnu en sen aften, er Mariannes personale i Centerkiosken i fuld gang med at lukke butikken ned. Kaffemaskinen bliver slukket, de sidste grillpølser tages af grillen – og til sidst lukkes, slukkes og låses der.  

På trods af, at kiosken er lukket ned for dagen, så lukker den aldrig helt. Den lever videre i de kunder og stamgæster, som hilser på Marianne, når hun senere handler ind i Brugsen.  

Den lever videre i de små øjeblikke, som kiosken har været ramme for i løbet af de sidste år.  

Og selvom en ny, travl dag venter i morgen, så er fremtiden for Centerkiosken uvis. Frygten for, at kiosken må lukke igen, ulmer i baghovedet hos både kunderne og Marianne. 

EN USIKKER FREMTID

Selvom der kun er 28 kilometer mellem Centerkiosken og Tanken, kunne forskellen næsten ikke være større.  

I Favrskov kommune peger udviklingen i én retning, og det er mod et bybillede med færre købmænd og kiosker. Derfor giver det genklang, når vi spørger Mariannes kunder, hvor de ser kiosken om 10 år. De håber nemlig, at den stadig vil være der. Og de gør en indsats for at sikre, at det bliver sådan. Men tvivlen er der.  

I Aarhus har Morten skulle opbygge et forhold til sine kunder fra bunden. I den pulserende midtby, hvor flere af de lokale kiosker bliver opkøbt af større kæder, har Tanken valgt at fortolke på kioskens traditionelle dyder med et behageligt sted, hvor alle kunder kan føle sig velkommen fra morgen til sen aften.  

Og selvom Morten endnu ikke er på fornavn med alle Tankens gæster, kender han efterhånden de fleste: 

“Men der også mange, jeg kender, der bare kommer. Både af mine ansattes bekendte, men også bare folk som har kommet, siden vi åbnede. Der har vi en del, der kommer fast hver uge.” 

Og det er netop, hvad Morten mener, de er lykkedes med: 

”Jamen, det er, at det er åbent for alle. Og så tror jeg, vi har været heldige,” siger han og griner let. 

Tankens succes hviler derfor på Musta på Trøjborgs skuldre, og på alle de kioskejere, der altid hilser og aldrig dømmer. Og han håber bare, at det forhåbentlig bliver ved med at køre den samme vej.   

Og Tanken står ikke alene. I de seneste år er flere og flere af de moderne kiosker dukket op i slipstrømmen på hinanden i storbyerne. I Aarhus har både Nabokiosk og Kajkiosk slået dørene op indenfor de seneste år, og i København præges bybilledet af steder som Kihoskh på Vesterbro eller Kiosque på Østerbro.  

Fælles for dem er, at inspirationen blandt andet har været at finde i de klassiske kiosker. Steder som det, Marianne har. Steder, hvor det handler om mere end varer – det handler om mennesker.  

“Det føles lidt ligesom en stor familie hernede, og ikke så meget som kunder,” fortæller Marianne med stor omsorg i stemmen.